Min veninde skrev at der var skyderi i Paris, men jeg fik ikke lavet forbindelsen i mit hoved, til de mange ambulancer eller det "kanonslag" jeg havde hørt på afstand tidligere. Jeg havde åbnet mit vindue og begyndte at høre mere udrykning nede fra Champs-Élysées. Pludselig var min indbakke fuld af beskeder fra bekymrede familiemedlemmer, venner, bekendte. Nyheden om at Paris var blevet udsat for et terrorangreb var overalt og imens fortsatte udrykningen uden stop, kun et par gader væk fra mit lille værelse.
Den nat føltes som den længste i mit liv. Sent om aftenen fik vi af vide at der var udgangsforbud og senere erklærede Hollande landet i undtagelsestilstand. Udrykningen fortsatte hele natten og min sindstilstand skiftede mellem frygt, sorg, vrede og magtesløshed, mens jeg kæmpede mod trætheden.
Lørdag lå gaderne i mit område øde. Jeg tog på arbejde i butikken, men der var kun en håndfuld kunder inde i løbet af dagen. Jeg bor på linje 1 og metroen er normalt proppet. I weekenden kunne jeg uden problemer få 4 sæder for mig selv.
Caféeerne som normalt summer af liv fra tidlig formiddag til sen aften, var tomme, bortset fra de få som sad med avisen, fyldt med tragiske nyheder. Der herskede nærmest begravelsesstemning, fra de sortklædte kvinder til de mange blomster og lys ved Republique.
Søndag begyndte bedre. Der var kø foran bageren lidt længere nede af gaden. Kunderne var flere og mere farverigt klædt. Solen skinnede og under sorgen og frygten, kunne man skimte håb i parisernes ansigter.
En times tid før vi skulle lukke, begyndte folk pludselig at gå meget hurtigt forbi butikken. Nogle løb enddag gennem gaden. Manden, der har en antikvitetsforretning på den anden side af gaden, kom løbende med en stol i hånden: "De angriber igen!". Ambulancer, politibiler, helikoptere bevægede sig med fuld udrykning op mod Rue de Rivoli, hvorfra folk var på vej væk. Nogle fortalte os at der var brand på en af de kendte gader i det jødiske kvarter. Efter en halv time faldt folk til ro. Falsk alarm, fik vi af vide. Vi gik mod metroen, min var forsinket. En taske var blevet efterladt og der skulle nu tjekkes om der var en bombe i.
Jeg kom hjem, fik af vide at den falske alarm var startet ved Republique, hvor nogle mente at have hørt skud. Pladsen var forladt på få minutter.
Det går langsomt fremad. Metroen er næsten lige så proppet som altid. Turisterne tager stadig selfies ved Triumfbuen. Cafébordene er ved at blive fyldt op med parisere som ivrigt diskuterer verdenssituationen over kaffen. Livet går videre.
I dag var jeg til frokost hos damen der lejer mig værelset og hendes familie. De snakkede om hvilke steder man nu skulle undgå - barerne omkring Bastille - koncertsteder hvor alle er velkomne - julemarkedet ved Champs-Élysées - biografer på premieredagen. Alle de steder der gør Paris til den skønne og livlige by den er.
Jeg vil ikke gå og være bange for om der kommer et angreb igen. Jeg vil ikke veje for og imod om jeg kan gå ind på en restaurant - ligger den i et turistet område - er der for mange mennesker? Jeg vil gå i biografen. Jeg vil sidde i parken ved Eiffeltårnet og drikke billig vin og spise for meget baguette. Jeg vil bruge timer på julemarkederne.
Vi ved ikke om byen bliver angrebet igen. Og i så fald, kan vi ikke vide hvor og hvornår det sker. Men hvis vi vælger at blive indenfor, hvis vi undgår kvinder med tørklæde og mænd med brune øjne på gaden, hvis vi spiller lidt lavere musik og går hjem før det bliver mørkt - så har terroristerne vundet. De ønsker at skabe splid og frygt. Og jeg vil ikke leve i frygt.
Jeg sørger over tabene. Jeg føler med dem der har mistet deres kære. Men livet må og skal gå videre. Lad os bekæmpe de der ønsker at se et Europa i brand, med et Europa der, i fællesskab, holder fast på vores samfund, hvor man godt kan gå på gaden uden at være bange for at blive skudt. Også i nærheden af den populære bar efter solnedgang.
