onsdag den 18. november 2015

Jeg vil ikke leve i frygt

Fredag aften startede som en helt almindelig aften her i Paris. Jeg havde været på arbejde og var derefter ude med en ven, vi gik en tur langs seinen med hver vores proppede pitabrød og nød at kigge ud i det begyndende natteliv. Jeg var træt efter en lang arbejdsdag, så da vi havde været en tur nede i det 10., hvor vi lige fik vendt hvorfor der mon var så mange ambulancer, tog jeg metroen hjem. 

Min veninde skrev at der var skyderi i Paris, men jeg fik ikke lavet forbindelsen i mit hoved, til de mange ambulancer eller det "kanonslag" jeg havde hørt på afstand tidligere. Jeg havde åbnet mit vindue og begyndte at høre mere udrykning nede fra Champs-Élysées. Pludselig var min indbakke fuld af beskeder fra bekymrede familiemedlemmer, venner, bekendte. Nyheden om at Paris var blevet udsat for et terrorangreb var overalt og imens fortsatte udrykningen uden stop, kun et par gader væk fra mit lille værelse. 
Den nat føltes som den længste i mit liv. Sent om aftenen fik vi af vide at der var udgangsforbud og senere erklærede Hollande landet i undtagelsestilstand. Udrykningen fortsatte hele natten og min sindstilstand skiftede mellem frygt, sorg, vrede og magtesløshed, mens jeg kæmpede mod trætheden.
Lørdag lå gaderne i mit område øde. Jeg tog på arbejde i butikken, men der var kun en håndfuld kunder inde i løbet af dagen. Jeg bor på linje 1 og metroen er normalt proppet. I weekenden kunne jeg uden problemer få 4 sæder for mig selv. 
Caféeerne som normalt summer af liv fra tidlig formiddag til sen aften, var tomme, bortset fra de få som sad med avisen, fyldt med tragiske nyheder. Der herskede nærmest begravelsesstemning, fra de sortklædte kvinder til de mange blomster og lys ved Republique. 
Søndag begyndte bedre. Der var kø foran bageren lidt længere nede af gaden. Kunderne var flere og mere farverigt klædt. Solen skinnede og under sorgen og frygten, kunne man skimte håb i parisernes ansigter. 
En times tid før vi skulle lukke, begyndte folk pludselig at gå meget hurtigt forbi butikken. Nogle løb enddag gennem gaden. Manden, der har en antikvitetsforretning på den anden side af gaden, kom løbende med en stol i hånden: "De angriber igen!". Ambulancer, politibiler, helikoptere bevægede sig med fuld udrykning op mod Rue de Rivoli, hvorfra folk var på vej væk. Nogle fortalte os at der var brand på en af de kendte gader i det jødiske kvarter. Efter en halv time faldt folk til ro. Falsk alarm, fik vi af vide. Vi gik mod metroen, min var forsinket. En taske var blevet efterladt og der skulle nu tjekkes om der var en bombe i. 
Jeg kom hjem, fik af vide at den falske alarm var startet ved Republique, hvor nogle mente at have hørt skud. Pladsen var forladt på få minutter. 

Det går langsomt fremad. Metroen er næsten lige så proppet som altid. Turisterne tager stadig selfies ved Triumfbuen. Cafébordene er ved at blive fyldt op med parisere som ivrigt diskuterer verdenssituationen over kaffen. Livet går videre.

I dag var jeg til frokost hos damen der lejer mig værelset og hendes familie. De snakkede om hvilke steder man nu skulle undgå - barerne omkring Bastille - koncertsteder hvor alle er velkomne - julemarkedet ved Champs-Élysées - biografer på premieredagen. Alle de steder der gør Paris til den skønne og livlige by den er. 
Jeg vil ikke gå og være bange for om der kommer et angreb igen. Jeg vil ikke veje for og imod om jeg kan gå ind på en restaurant - ligger den i et turistet område - er der for mange mennesker? Jeg vil gå i biografen. Jeg vil sidde i parken ved Eiffeltårnet og drikke billig vin og spise for meget baguette. Jeg vil bruge timer på julemarkederne. 

Vi ved ikke om byen bliver angrebet igen.  Og i så fald, kan vi ikke vide hvor og hvornår det sker. Men hvis vi vælger at blive indenfor, hvis vi undgår kvinder med tørklæde og mænd med brune øjne på gaden, hvis vi spiller lidt lavere musik og går hjem før det bliver mørkt - så har terroristerne vundet. De ønsker at skabe splid og frygt. Og jeg vil ikke leve i frygt.
Jeg sørger over tabene. Jeg føler med dem der har mistet deres kære. Men livet må og skal gå videre. Lad os bekæmpe de der ønsker at se et Europa i brand, med et Europa der, i fællesskab, holder fast på vores samfund, hvor man godt kan gå på gaden uden at være bange for at blive skudt. Også i nærheden af den populære bar efter solnedgang.

onsdag den 28. oktober 2015

Jeg flytter til Paris!

Flybilletten er booket og lørdag morgen flyver jeg til byernes by. For en god uges tid siden, blev Laura og jeg enige om at jeg skulle finde noget andet. Det har været spændende at være au pair, men den spanske opdragelse ligger for langt væk fra mine værdier til at jeg kan hjælpe med at føre den ud i livet. Det har været hårdt, men også en spændende oplevelse og jeg er blevet meget glad for pigerne, som jeg håber jeg får at se igen.

Da vi var kommet frem til at jeg skulle flytte, meldte spørgsmålet sig: hvorhen? Jeg var til jobsamtale hos en rigtig god familie i Alicante, men i baghovedet var der hele tiden en stemme der sagde: Nu har du muligheden for at komme til Paris!
Jeg har altid elsket Paris og har i årevis drømt om at flytte dertil. Jeg søgte en masse jobs og kigger stadig efter logi - det er svært uden opsparing, men jeg håber at det ikke er umuligt.
Jeg skal til to jobsamtaler i den kommende uge, har allerede en aftale med et bureau som hyrer engelsk-tutorer og nu leder jeg så efter hostels der mangler frivillige, folk der udlejer værelser mod hjælp med rengøring og lignende, sofaer på couchsurfing. Forhåbentlig finder jeg et job, så jeg om et par måneder kan få et 'rigtigt' sted at bo. Selvom det bliver på størrelse med et kosteskab, da huslejen i Paris er vanvittigt høj.

Jeg er nervøs - men jeg glæder mig også til at stå fuldstændig på egne ben. Det er skræmmende og spændende. 
Jeg krydser fingre for at det lykkedes - som en svensk pige på et hostel sagde til mig: Följ dina drömmar!


tirsdag den 13. oktober 2015

Postkort fra Valencia

For mig var det en selvfølge at jeg skulle besøge Valencia, når nu jeg bor i Valencia-regionen, i en by hvor det også er det sprog der tales. Valencia er Spaniens 3. største by, så det var skønt at komme til en storby, en rar afveksling fra lille Ibi. 
Turen var ret spontan, familien skulle på ferie og jeg havde derfor 4 fridage. Jeg fandt et lift via BlaBlaCar (det spanske GoMore) og om formiddagen, på dagen hvor jeg skulle afsted, skrev jeg til Paul på CouchSurfing og spurgte om han havde plads til en ekstra i et par dage.

Det var første gang jeg couchsurfede og det var virkelig en rar oplevelse. Paul svarede mig inden for få minutter og da jeg ankom i Valencia fredag eftermiddag blev jeg hentet af ham og et par af hans roommates, samt nogle af de andre couchsurfere. Vi var hele 5 couchsurfere i weekenden, udover dem der boede i lejligheden. Det var en super måde at lære nye mennesker fra hele verden at kende og der blev talt spansk, engelsk, fransk, russisk og kinesisk over de hjemmelavede måltider. 

   Min host Paul (forrest) og resten af weekendens beboere, couchsurfers og roommates. Denne aften havde          stod jeg for maden sammen med Liya (ved siden af mig) 

Den første eftermiddag ville Liya og jeg egentlig bruge på at se katedralen, men den var desværre lukket pga. en national festdag. De har så mange festdage hernede! Vi mødte til gengæld 3 fyre udenfor, fra hhv. Holland og Taiwan, som også ville have set katedralen, så vi besluttede os for at få en drink med dem og endte med en hyggelig aften på sushirestauranten Fuji. 

    Den første aften med lækker mad på Fuji

Dagene brugte jeg på at se alle de seværdigheder man nu skal besøge i Valencia. Katedralen, fra hvis tårn man har en god udsigt over Valencia og bjergene. Desværre var hegnet meget højt, hvilket gjorde det svært at få et overblik og ikke mindst tage gode billeder. 'La Puerta de Valencia' gik jeg igennem hver dag, på vej til centrum fra lejligheden. Jeg brugte en hel formiddag på at gå rundt i Mercado Central, regionens største madmarked. Markedet befinder sig i en smuk bygning i Art Deco stil og området er generelt rigtig hyggeligt. Jeg for vild på vej til 'Ciudad de las Artes y las Sciencias' som ligger et stykke uden for centrum. Endte med at bruge næsten 2 timer på at finde derud, men det var det værd, virkelig anderledes end resten af det historiske Valencia. Og fandt i øvrigt senere ud af at man kan komme derud med bus. Jeg endte med at tage en taxa hjem, på grund af busforvirring og meget ømme fødder.
 Jeg var på stranden med det russiske par som også couchsurfede hos Paul. Tabte stort i bordfodbold til amerikanske Johnny. Drak Sangria til (næsten) alle måltider og undrede mig over forskellen på tapas og pinxtos. (Som jeg i øvrigt stadig ikke er sikker på) Forelskede mig i byens varierede arkitektur. Det var en dejlig ferie og jeg skal helt sikkert besøge Valencia igen, inden jeg flyver mod Danmark i marts. 





































Som det ses på billederne er Valencia også fyldt med street art af forskellig slags, hvilket jeg synes var super fedt. Det var sjovt at gå på opdagelse i den gamle bydel og støde på de forskellige værker på hver gadehjørne.

Jeg glæder mig til at besøge denne skønne, skøre by igen :-) 


torsdag den 1. oktober 2015

Postkort fra Granada #2

Jeg brugte ikke kun tid på guidede ture og historiske monumenter. Meget af min tid i Granada gik med at gå rundt i byen med folk fra mit hostel, drikke sangria, spise gratis tapas og andre sjove ting. 

Granada Inn Backpackers - Mit hostel
Uden tvivl det bedste hostel jeg nogensinde har boet på. Granada Inn ligger midt i byen med 2 minutters gang til centrum og 10-15 minutters gang til det arabiske kvarter Albaicín.
Allerede da jeg trådte ind af døren kunne jeg mærke at det her var et fedt sted at være. Jeg blev hurtigt informeret om at der hver aften var all-you-can-drink-Sangria til 3 euro og fik udleveret tidspunkterne for de guidede ture. Rigtig mange af dem der bor på det her hostel, er backpackers der rejser alene og derfor er alle rigtig åbne overfor at lære nye mennesker at kende. Vi lavede mad sammen, tog i byen, ud at spise, tog på ture sammen. Altså, en rigtig god måde at lære nye mennesker at kende på. Derudover er det er rent og pænt hostel, med store værelser. Jeg boede på et 12-mands værelse, men i virkeligheden var det en lille lejlighed med 3 mindre værelser og badeværelse. Win! Priserne er lave, jeg gav kun 44 euro (+ 10 euro i depositum) for 4 nætter. 

    Anjelica fra Australien. Vi brugte et par dage sammen, her i Albaicín hvor ejeren insisterede på at tage et billede af       os med Buddha statuen, haha

    Fællesområdet på hostelelet 

   Johanne (fra Danmark!) og Émilie, som begge arbejdede på hostelet 

Albaicín
Det arabiske kvarter er det ældste i byen og fra toppen har man en fantastisk udsigt over byen og Alhambra. Her ligger byens moske side om side med byens ældste kirke og i de smalle, stejle gader finder man tapasbarer, vandpibecaféer og små butikker med smukke lamper og billige tørklæder. På toppen af bakken ligger husene tæt, men der er gjort plads til de såkaldte Carmens som er små grønne haver med bænke hvorfra man kan nyde udsigten over Granada, lidt væk fra den meget turistede plads mellem kirken og moskeen. Mange af dem er offentlige, men ligger lidt skjult, så jeg kan anbefale at lede lidt, hvis man vil have et stille udsigtspunkt over byen. 












Tapas og Sangría
Granada er nok den eneste by i Spanien (nok i det hele taget) hvor du kan spise gratis. Gennem mange år har der i Spanien været tradition for at man fik en tapa, en lille ret når man bestilte noget at drikke på en restaurant. Granada er den sidste by, hvor de holder traditionen ved lige. Det vil altså sige at bestiller du en øl eller Sangria eller andet (med alkohol) får du en lille ret med. Rigtig mange steder er retterne faktisk store nok til at du kan nøjes med 3-4 af dem for at blive mæt. En øl/drink koster mellem 1,5 og 3,5 euro, så man kan altså blive mæt (og beruset) på et stramt budget.
Jeg besøgte rigtig mange tapasbarer mens jeg var i Granada og fik generelt et godt indtryk. Der var dog nogle som var så gode at jeg kom flere gange og dem vil jeg gerne anbefale til de af jer der måske kommer forbi Granada en dag.

Los Diamantes: De er meget berømte for deres tapas, som primært består af seafood. Første gang vi var der, var vi en gruppe på 8 mennesker og stedet var fuldstændig proppet. Folk stod tæt i baren og sad nærmest i lag ved bordene. Vi besluttede dog at blive, hvilket var en rigtig god idé. En tinto de verano (en lidt stærkere version af Sangria) koster 2 euro og vi fik 2 store tallerkener med kæmperejer til. Anden gang var vi en mindre gruppe og vi kom tidligt på aftenen. Det kan anbefales, hvis man ønsker et sted at sidde eller i hvert fald et af bordene man kan stå ved. Vi fik grillede sardiner og svampe i hvidløg - det smagte himmelsk!

Babel: Babel ligger i Calle Elvira, for foden af Albaicín-kvarteret. Her er proppet med tapasbarer og ud af de 3 jeg prøvede var Babel en klar favorit. Her kan man også få tapas der er inspireret af andre madkulturer. Min favorit var deres sorte ris med calamari, men også risottoen og deres hummus kan anbefales. Her er god stemning, god musik og sushi om onsdagen. (Det nåede jeg desværre ikke) Sangría og tapas koster 2,20 euro og man kan selv vælge tapas fra et menukort, hvilket er en sjældenhed i Granada.

Chikito: Jeg besøgte ikke restauranten, men den lille tapasbar i entréen. De tapas vi fik indeholdt desværre kød, så dem kan jeg ikke anbefale, men jeg nævner Chikito fordi de har den absolut bedste Sangría jeg smagte på hele turen! (Og jeg smagte meget) Glasset er stort og den er lidt stærkere end andre steder, men det vigtigste er at den smager absolut fantastisk. Til 3 euro (inklusiv tapa selvfølgelig) vil jeg helt klart anbefale at prøve den.

Alt det andet
Anjelica og jeg var til messe i den store katedral. Det kan anbefales hvis du har en times tid, gerne vil se katedralen og samtidig spare de 4 euro entréen ellers koster. Katedralen er virkelig flot indeni, på trods af det (efter min mening) lidt anonyme ydre. Vi var så heldige at støde på en gruppe unge flamencoartister, som dansede og spillede foran katedralen. Det er virkelig en oplevelse,en helt anden slags musik end vi er vant til derhjemme. I forhold til natteliv, bør alle musikinteresserede besøge Boogaclub. De har livemusik et par gange om ugen, vi var der en aften hvor der var jazz og derefter jamsession. En super fed måde at høre noget lokal musik på.

    Alaya er en spansk kunstner som rejser rundt i hele europa og deler sin kunst med alle interesserede. En tegning er          gratis og alle donationer går til materialer. Facebook: Alaya Free Art

                            Katedralens hovedindgang. Det var desværre forbudt at tage billeder indenfor,
                                     hvilket er synd for dekorationerne er langt flottere på indersiden.


Flamencotruppen som optrådte foran katedralen. 





    Jeg blev så glad da jeg fandt en Tiger-butik midt i Granada. Skulle selvfølgelig en tur derind, sammen med         franske Chloe som jeg fik overtalt til at prøve Läkerol - hun var fan! Har allerede spist de to pakker jeg købte,    men heldigvis fik jeg to poser saltlakrids med posten i dag - hurra for søde veninder :-)

Det blev et lidt langt indlæg, men jeg er virkelig stor fan af Granada og glæder mig allerede til at besøge Andalusien igen!