onsdag den 27. januar 2016

2015

2015 var, for mig, et virkelig spændende år. 
Jeg blev student, havde en fantastisk sommer og befandt mig så i Spanien hvor jeg tilbragte et par udfordrende, men også gode, sjove og mindeværdige måneder. Et halvt år blev dog kortet ned til to måneder og pludselig befandt jeg mig i Paris med en kæmpe kuffert, 100 euro og håbet om at finde mig til rette i byen jeg altid har drømt om at flytte til. Takket være nogle fantastiske mennesker, en god portion held og mit eget arbejde fik jeg hurtigt job og et lille værelse hvor jeg har tilbragt de sidste tre skønne måneder.

Her i januar har jeg kigget en masse af de billeder jeg har taget igennem, især fra de måneder jeg har tilbragt i udlandet. Jeg har kunnet konstatere at jeg ikke har været helt flittig nok med kameraet, så et af nytårsforsætterne er at bruge mere tid på at tage billeder. Jeg har dog samlet en bunke billeder fra de sidste måneder af 2015, hvor jeg har befundet mig i Frankrig og Spanien.


























Jeg håber at 2016 bliver et lige så sjovt og lærerigt år so 2015 har været. Planen er at jeg bliver i Paris frem til efteråret og derefter har jeg planer om en rejse til Asien. Foreløbig vil jeg i hvert fald nyde hvert øjeblik i denne skønne, skøre by - forhåbentlig får jeg også tid til en lille ferie nordpå..

onsdag den 18. november 2015

Jeg vil ikke leve i frygt

Fredag aften startede som en helt almindelig aften her i Paris. Jeg havde været på arbejde og var derefter ude med en ven, vi gik en tur langs seinen med hver vores proppede pitabrød og nød at kigge ud i det begyndende natteliv. Jeg var træt efter en lang arbejdsdag, så da vi havde været en tur nede i det 10., hvor vi lige fik vendt hvorfor der mon var så mange ambulancer, tog jeg metroen hjem. 

Min veninde skrev at der var skyderi i Paris, men jeg fik ikke lavet forbindelsen i mit hoved, til de mange ambulancer eller det "kanonslag" jeg havde hørt på afstand tidligere. Jeg havde åbnet mit vindue og begyndte at høre mere udrykning nede fra Champs-Élysées. Pludselig var min indbakke fuld af beskeder fra bekymrede familiemedlemmer, venner, bekendte. Nyheden om at Paris var blevet udsat for et terrorangreb var overalt og imens fortsatte udrykningen uden stop, kun et par gader væk fra mit lille værelse. 
Den nat føltes som den længste i mit liv. Sent om aftenen fik vi af vide at der var udgangsforbud og senere erklærede Hollande landet i undtagelsestilstand. Udrykningen fortsatte hele natten og min sindstilstand skiftede mellem frygt, sorg, vrede og magtesløshed, mens jeg kæmpede mod trætheden.
Lørdag lå gaderne i mit område øde. Jeg tog på arbejde i butikken, men der var kun en håndfuld kunder inde i løbet af dagen. Jeg bor på linje 1 og metroen er normalt proppet. I weekenden kunne jeg uden problemer få 4 sæder for mig selv. 
Caféeerne som normalt summer af liv fra tidlig formiddag til sen aften, var tomme, bortset fra de få som sad med avisen, fyldt med tragiske nyheder. Der herskede nærmest begravelsesstemning, fra de sortklædte kvinder til de mange blomster og lys ved Republique. 
Søndag begyndte bedre. Der var kø foran bageren lidt længere nede af gaden. Kunderne var flere og mere farverigt klædt. Solen skinnede og under sorgen og frygten, kunne man skimte håb i parisernes ansigter. 
En times tid før vi skulle lukke, begyndte folk pludselig at gå meget hurtigt forbi butikken. Nogle løb enddag gennem gaden. Manden, der har en antikvitetsforretning på den anden side af gaden, kom løbende med en stol i hånden: "De angriber igen!". Ambulancer, politibiler, helikoptere bevægede sig med fuld udrykning op mod Rue de Rivoli, hvorfra folk var på vej væk. Nogle fortalte os at der var brand på en af de kendte gader i det jødiske kvarter. Efter en halv time faldt folk til ro. Falsk alarm, fik vi af vide. Vi gik mod metroen, min var forsinket. En taske var blevet efterladt og der skulle nu tjekkes om der var en bombe i. 
Jeg kom hjem, fik af vide at den falske alarm var startet ved Republique, hvor nogle mente at have hørt skud. Pladsen var forladt på få minutter. 

Det går langsomt fremad. Metroen er næsten lige så proppet som altid. Turisterne tager stadig selfies ved Triumfbuen. Cafébordene er ved at blive fyldt op med parisere som ivrigt diskuterer verdenssituationen over kaffen. Livet går videre.

I dag var jeg til frokost hos damen der lejer mig værelset og hendes familie. De snakkede om hvilke steder man nu skulle undgå - barerne omkring Bastille - koncertsteder hvor alle er velkomne - julemarkedet ved Champs-Élysées - biografer på premieredagen. Alle de steder der gør Paris til den skønne og livlige by den er. 
Jeg vil ikke gå og være bange for om der kommer et angreb igen. Jeg vil ikke veje for og imod om jeg kan gå ind på en restaurant - ligger den i et turistet område - er der for mange mennesker? Jeg vil gå i biografen. Jeg vil sidde i parken ved Eiffeltårnet og drikke billig vin og spise for meget baguette. Jeg vil bruge timer på julemarkederne. 

Vi ved ikke om byen bliver angrebet igen.  Og i så fald, kan vi ikke vide hvor og hvornår det sker. Men hvis vi vælger at blive indenfor, hvis vi undgår kvinder med tørklæde og mænd med brune øjne på gaden, hvis vi spiller lidt lavere musik og går hjem før det bliver mørkt - så har terroristerne vundet. De ønsker at skabe splid og frygt. Og jeg vil ikke leve i frygt.
Jeg sørger over tabene. Jeg føler med dem der har mistet deres kære. Men livet må og skal gå videre. Lad os bekæmpe de der ønsker at se et Europa i brand, med et Europa der, i fællesskab, holder fast på vores samfund, hvor man godt kan gå på gaden uden at være bange for at blive skudt. Også i nærheden af den populære bar efter solnedgang.

onsdag den 28. oktober 2015

Jeg flytter til Paris!

Flybilletten er booket og lørdag morgen flyver jeg til byernes by. For en god uges tid siden, blev Laura og jeg enige om at jeg skulle finde noget andet. Det har været spændende at være au pair, men den spanske opdragelse ligger for langt væk fra mine værdier til at jeg kan hjælpe med at føre den ud i livet. Det har været hårdt, men også en spændende oplevelse og jeg er blevet meget glad for pigerne, som jeg håber jeg får at se igen.

Da vi var kommet frem til at jeg skulle flytte, meldte spørgsmålet sig: hvorhen? Jeg var til jobsamtale hos en rigtig god familie i Alicante, men i baghovedet var der hele tiden en stemme der sagde: Nu har du muligheden for at komme til Paris!
Jeg har altid elsket Paris og har i årevis drømt om at flytte dertil. Jeg søgte en masse jobs og kigger stadig efter logi - det er svært uden opsparing, men jeg håber at det ikke er umuligt.
Jeg skal til to jobsamtaler i den kommende uge, har allerede en aftale med et bureau som hyrer engelsk-tutorer og nu leder jeg så efter hostels der mangler frivillige, folk der udlejer værelser mod hjælp med rengøring og lignende, sofaer på couchsurfing. Forhåbentlig finder jeg et job, så jeg om et par måneder kan få et 'rigtigt' sted at bo. Selvom det bliver på størrelse med et kosteskab, da huslejen i Paris er vanvittigt høj.

Jeg er nervøs - men jeg glæder mig også til at stå fuldstændig på egne ben. Det er skræmmende og spændende. 
Jeg krydser fingre for at det lykkedes - som en svensk pige på et hostel sagde til mig: Följ dina drömmar!


tirsdag den 13. oktober 2015

Postkort fra Valencia

For mig var det en selvfølge at jeg skulle besøge Valencia, når nu jeg bor i Valencia-regionen, i en by hvor det også er det sprog der tales. Valencia er Spaniens 3. største by, så det var skønt at komme til en storby, en rar afveksling fra lille Ibi. 
Turen var ret spontan, familien skulle på ferie og jeg havde derfor 4 fridage. Jeg fandt et lift via BlaBlaCar (det spanske GoMore) og om formiddagen, på dagen hvor jeg skulle afsted, skrev jeg til Paul på CouchSurfing og spurgte om han havde plads til en ekstra i et par dage.

Det var første gang jeg couchsurfede og det var virkelig en rar oplevelse. Paul svarede mig inden for få minutter og da jeg ankom i Valencia fredag eftermiddag blev jeg hentet af ham og et par af hans roommates, samt nogle af de andre couchsurfere. Vi var hele 5 couchsurfere i weekenden, udover dem der boede i lejligheden. Det var en super måde at lære nye mennesker fra hele verden at kende og der blev talt spansk, engelsk, fransk, russisk og kinesisk over de hjemmelavede måltider. 

   Min host Paul (forrest) og resten af weekendens beboere, couchsurfers og roommates. Denne aften havde          stod jeg for maden sammen med Liya (ved siden af mig) 

Den første eftermiddag ville Liya og jeg egentlig bruge på at se katedralen, men den var desværre lukket pga. en national festdag. De har så mange festdage hernede! Vi mødte til gengæld 3 fyre udenfor, fra hhv. Holland og Taiwan, som også ville have set katedralen, så vi besluttede os for at få en drink med dem og endte med en hyggelig aften på sushirestauranten Fuji. 

    Den første aften med lækker mad på Fuji

Dagene brugte jeg på at se alle de seværdigheder man nu skal besøge i Valencia. Katedralen, fra hvis tårn man har en god udsigt over Valencia og bjergene. Desværre var hegnet meget højt, hvilket gjorde det svært at få et overblik og ikke mindst tage gode billeder. 'La Puerta de Valencia' gik jeg igennem hver dag, på vej til centrum fra lejligheden. Jeg brugte en hel formiddag på at gå rundt i Mercado Central, regionens største madmarked. Markedet befinder sig i en smuk bygning i Art Deco stil og området er generelt rigtig hyggeligt. Jeg for vild på vej til 'Ciudad de las Artes y las Sciencias' som ligger et stykke uden for centrum. Endte med at bruge næsten 2 timer på at finde derud, men det var det værd, virkelig anderledes end resten af det historiske Valencia. Og fandt i øvrigt senere ud af at man kan komme derud med bus. Jeg endte med at tage en taxa hjem, på grund af busforvirring og meget ømme fødder.
 Jeg var på stranden med det russiske par som også couchsurfede hos Paul. Tabte stort i bordfodbold til amerikanske Johnny. Drak Sangria til (næsten) alle måltider og undrede mig over forskellen på tapas og pinxtos. (Som jeg i øvrigt stadig ikke er sikker på) Forelskede mig i byens varierede arkitektur. Det var en dejlig ferie og jeg skal helt sikkert besøge Valencia igen, inden jeg flyver mod Danmark i marts. 





































Som det ses på billederne er Valencia også fyldt med street art af forskellig slags, hvilket jeg synes var super fedt. Det var sjovt at gå på opdagelse i den gamle bydel og støde på de forskellige værker på hver gadehjørne.

Jeg glæder mig til at besøge denne skønne, skøre by igen :-)