Der har været så meget festivitas siden jeg ankom at jeg slet ikke har nået at skrive lidt om hvad jeg egentlig går og laver når jeg ikke ser parader, spiser tapas og drikker billig hvidvin.
Tirsdag gik hverdagen for alvor igang. Pigerne er startet i skole. (dog kun om formiddagen - tænk sig at have 10 ugers ferie og så 2 uger med halve dage - man burde være barn i Spanien!)
På sådan en helt almindelig hverdag ringer min alarm 7.45. Jeg snoozer 5-10 minutter før jeg triller ud af sengen og vækker pigerne klokken 8. De gnider søvnen ud af øjnene mens jeg forbereder morgenmad. Som regel chokolademuffins. Eller toast. Noget anderledes end de havregryn jeg har spist til hverdag de første 19 år af mit liv! Laura kører pigerne i skole og så har jeg knap 4 timers fri inden jeg skal hente børn.
Havde jeg boet tættere på Alicante (eller i Alicante) ville jeg nok bruge en masse tid på at udforske. Desværre tager turen en time, så jeg gemmer storbyturene til weekenderne. Jeg presser et glas appelsinjuice. En af fordelene ved at bo i Sydspanien er de lækre, friske appelsiner. Ikke noget med flere døgns transport her, appelsinerne er dyrket på vejen til Alicante. Måske løber jeg en tur. Går en tur på klipperne, op til kirken på klippetoppen hvorfra der er en fantastisk udsigt over bjergene. På mere dovne dage ser jeg måske en film eller falder i det sorte internethul. Jeg tager et bad i mit lillebitte badeværelse. Men det er mit og det er altså ret lækkert at have et badeværelse helt for sig selv.
Jeg går i god tid mod skolen, forsøger at tage en ny rute hver dag så jeg får set så meget af byen som muligt. Igår fandt jeg en gade med fine tøjbutikker på striber. Gik i øvrigt til frisøren, hvilket var enormt nervepirrende for en der næsten ikke taler valenciansk. Ingen i salonen talte engelsk, men jeg slap godt afsted med fagter, basisvendinger og billeder på Nokiaen. Og så slap jeg med 25 euro! Det er under halvdelen af hvad jeg må betale for vask-føn-klip i Danmark.
Klokken 13 har pigerne fri og som regel går vi hjem og spiser frokost.Undtagelsen er onsdag, hver onsdag dækker pigernes bedstemor op til hele familien og vi spiser tapas, paëlla og andre herligheder. Næsten ingen i familien taler engelsk, så jeg øver mig på mit spanske (valencianske..) og leger med pigernes halvandetårige kusine, som kan sige lige så lidt som mig. Rita vælger at hælde en halv liter olivenolie ud over sig selv så vi kører hjem og tænder bruseren. Laver lektier. Børnene har en del lektier for (måske som kompensation for den halve skoledag?) så jeg hjælper så godt jeg kan i engelsk, matematik, spansk. Ikke at det sidste er en force, haha.
Rita får et af sine daglige skrige-græde-slåpåsinsøster-anfald. Synes selv jeg tackler situationen som en cool voksen. Minder nok mere om et panikslagent barn. Eller bare en meget træt au pair. Vi kommer ud af døren uden større slåskampe og bevæger os mod Placa de la palla, byens centrale plads med iskiosker, barer, et kebabsted, en slikbutik. Vi mødes med Laura. Hun får en øl jeg får et tiltrængt glas vin. Rita står på rulleskøjter, Malena hygger med sine veninder. En dejlig fredfyldt stund efter en lang eftermiddag.
Aftenen går med fjernsynskiggeri (og et forsøg på at følge med auditivt for mit vedkommende) og Laura hjælper mig med at planlægge min tur til Illa Tabarca. Jeg spiser rugbrød (!!) fundet i den lokale Aldi. Omkring kl. 22 går pigerne i seng. Jeg synger godnatsang. Først for den ene og så for den anden, for de kan selvfølgelig ikke blive enige om en enkelt sang.
Jeg går som regel i seng inden midnat. Bruger lidt tid på at skrive herinde. Sorterer billeder. Skype med søde mennesker i Danmark. Og så falder jeg ellers omkuld efter en lang og begivenhedsrig dag. For alle dage er på en eller anden måde begivenhedsrige når man bor i et land hvor man ikke taler sproget og selv det at gå på apoteket er en udfordring. Men nu ved jeg da hvad næsespray hedder på valenciansk.
Sov godt :-)
