torsdag den 3. september 2015

Postkort fra Frankrig

Efter næsten 24 timers rejse, hvor vi havde sovet i lufthavnen, fløjet tilbage til Kastrup på grund af fejl på flyet og været på en håndfuld banegårde i Frankrig, endte vi endelig i Le Trait, den lille by i Normandiet hvor vores farmor bor. 

I huset med det lyseblå bindingsværk bor min farmor, hendes gamle hund Chippie og katten som gemmer sig for alt og alle. Vi havde to dage i Normandiet. De blev brugt på at hygge med familie, drikke grenadine au l'eau og indtage enorme mængder baguette på terassen.




Træt og glad den første aften i Frankrig






Byen har en dejlig park med en sø, hvor vi så dette spøjse dyr
Er det en meget lille odder? Ingen ved det..


Mange af byerne, selv de små, har rigtig flotte, store kirker
Her i Caudebec-en-caux længere nede af Seinen



Sjovt skilt vi fandt i Caudebec. Det er altid godt at vide i hvilken retning Vietnam ligger! 


Léa med vores farmor og fætter Hugo

Efter et par dage i Le Trait drog vi videre med bumletog mod Paris, hvorfra Léa skulle tilbage til Danmark og jeg skulle bruge et par dage inden jeg igår fløj videre til Alicante. 
At træde ud i Paris' gader føltes som en sauna, temperaturen lå på 30 grader, en hel del når man, som jeg, var iført læderjakke og rygsæk mens jeg slæbte min kuffert på 23 kilo op og ned af metroens trapper. 
Timingen var ellers perfekt. Dagen inden vores ankomst til Paris var to af mine veninder kommet med tog fra Amsterdam og jeg checkede ind på Bastille Hostel, hvor de også boede. Hostellet kan i øvrigt anbefales - jeg slap med 46 euro for 3 nætter inklusiv morgenmad!
Den første aften brugte jeg med min søster, vi spiste tapas på San Pablo i Marais-kvarteret og fik en drink inden jeg fulgte hende til lufthavnen. Efter en lettere tårevædet afsked (vi har aldrig været væk fra hinanden så længe) tog jeg tilbage til Paris, hvor jeg fik et par drinks med de andre. Samme aften var Alberte og Patrick fra min klasse også kommet til Paris, så med kort afstand mellem hotellerne var det perfekt også at mødes med dem.




Sacre Coeur. Montmartre er et af mine yndlingskvarterer, jeg falder pladask for de smalle gader, små gallerier og tegnerne der forsøger at få dig til at sige ja til en fjollet karikatur 


På opdagelse på Montmartre






Jeg elsker Montmartre, men Notre Dame er efter min mening den smukkeste kirke i Paris.


Tidlig Happy Hour i Latinerkvarteret

Dagene har jeg brugt på fortovscaféer i selskab med venner eller en bog og selvfølgelig en grenadine (det bedste ved franske caféer), ture rundt i byen, hvor vi besøgte de flotte kirker, byture og lækker mad på restauranter og i parker. 

Igår aftes ankom jeg til Spanien og jeg glæder mig til at få skrevet om alle de ting jeg allerede har oplevet. 




Ingen kommentarer:

Send en kommentar